Hvordan kan klassiske matematiske idéer bringes i spil sammen med moderne teknologi og samtidig skabe faglig fordybelse og vækker nysgerrighed hos eleverne? Denne workshop præsenterer et undervisningsforløb, hvor spillet Først til 20 fungerer som afsæt for en forskningsinformeret tilgang til matematik i udskolingen.
Deltagerne får indblik i et forløb, der integrerer matematisk tænkning, spil og kunstig intelligens. Undervisningen begynder med en analytisk udforskning af spillets vinderstrategier gennem mønstergenkendelse, algebraiske ræsonnementer og strategisk tænkning: Hvilke træk leder til sejr, og hvordan kan elever arbejde systematisk med at forudsige spillets udvikling?
Dernæst flyttes spillet over på en Meowbot. Her introduceres en simpel AI-model, som eleverne selv træner gennem gentagne spilsessioner. Fokus skifter fra algebraiske strategier til probabilistisk forståelse: Hvad sker der i maskinen, når AI’en lærer? Hvordan påvirker data modellens valg af strategi? Eleverne arbejder med sandsynlighed, datagenerering og grundlæggende principper fra maskinlæring i et format, der er operationelt, undersøgende og let at tilgå.
Workshoppen giver deltagerne mulighed for at afprøve aktiviteterne hands-on og samtidig diskutere deres didaktiske og teoretiske potentiale. Den viser, hvordan koblingen mellem matematik, teknologi og AI kan skabe både dyb læring uden krav om forudgående erfaring med Meowbot eller AI.
Deltag og få inspiration til, hvordan matematikkens begreber og metoder kan bruges som bro mellem abstrakt teknologi og konkret undervisningspraksis – på en måde, der både engagerer eleverne og åbner for nye forsknings- og udviklingsperspektiver.


